Skal kvier have mere protein?

6. maj 2002

protein til kvier.jpg (23956 byte)1. maj startede vi her på KFC et forsøg med protein til kvier. Forsøget skal klarlægge om de danske kvier er optimalt forsynet med protein, når de bliver fodret efter danske fodernormer. En sammenligning af danske proteinnormer med hollandske og amerikanske viser, at danske normer er lavere. Hvis ikke vi med forsøget kan påvise en positiv effekt på kviernes tilvækst, reproduktion og ydelse, vil en øget tildeling af protein kun betyde større forderomkostninger og øget N-udskillelse.

Det er planlagt, at i alt 60 kvier skal deltage i forsøget "Protein til Kvier" i løbet af det næste år, foreløbigt deltager to hold á otte kvier. Både jersey-, RDM- og SDM-kvier er med fra de er 10 måneder gamle ind til tre måneder før kælvning. Halvdelen af kvierne bliver fodret efter gældende normer, resten får 20% mere protein i foderet. Alle fodres efter ædelyst med en fuldfoderration af majsensilage, sojaskrå, snittet halm og mineralblanding. I de første 6 måneder af forsøgsperioden ligger rationernes energikoncentration fast, så kvierne får en forventet daglig tilvækst på 750 gram pr dag. Derefter bliver de fodret med en energikoncentration, så de forventes at vokse ca. 900 gram pr dag frem til kælvning.

Forsøget skal vise om øget proteintildeling har effekt på kviernes tilvækst og kropsstørrelse, bestemt som brystomfang, skulderhøjde og krydshøjde. Derudover er det interessant om der er forskel på kviernes reproduktion og mælkeydelse i første laktation.

Flere oplysninger Kirstine Flintholm Jørgensen: Kirstine.jorgensen@agrsci.dk