Majshøsten 2002

6. februar 2003

6feb2002_Majs_sammenkoering.jpg (17852 bytes)På Kvægbrugets Forsøgscenter anvender vi majsensilage og kløvergræsensilage som grovfoder til køerne. Majsensilagen udgør ca. 66 procent. Vi køber den friske afgrøde fra Danmarks JordbrugsForskning. Ensilagen bliver leveret i siloerne, hvorefter vi selv sørger for sammenkøring og hurtig afdækning med plastik og sand. Selvom Foulum ligger på et af de mest udsatte steder i Danmark mht. til lave temperaturer både om sommeren og i efteråret er der i de senere år opnået fine udbytter af majs pga. af et sortsvalg, der passer til forholdene. Som i resten af landet har udbyttet i 2002 været højt grundet det varme vejr i sensommeren. Vi fik mere end 600.000 FE fyldt i siloerne.


Høsttidspunktet var i gennemsnit for de tre sorter 3-4 uger tidligere end normalt for egnen. Til trods for dette var majsen meget veludviklet, da både tørstof- og stivelsesindholdet var væsentligt over 30 procent. Faktisk kan der forventes maksimal foderoptagelse ved ca. 33 procent tørstof i ensilagen. Tørstofprocenter over dette niveau kan give et lille fald i foderoptagelsen og øge risikoen for at ensilagen vil give eftervarme ved udtagning om sommeren.


Energiindholdet er på et meget højt niveau. Der medgår kun 1,06 – 1,08 kg tørstof pr. FE. Også ensileringen er forløbet perfekt uden dannelse af anærobe sporer. Ved indlægning i siloerne vejes alt foderet. Efter analyse af boreprøver af den færdige ensilage er det derfor muligt eksakt at beregne de tre siloers indhold af ’våd’ ensilage, tørstof og FE pr. m3.

Silohøjderne og tørstofindholdet var næsten ens i de tre siloer. Derfor var også indholdet af tørstof og FE pr. m3 næsten ens. Indholdet af tørstof pr. m3 var til gengæld ca. 10 % højere end angivet i Håndbog i Kvæghold 2002. Dette kan skyldes god sammenkøring eller en vis unøjagtighed på de målinger, der tidligere er lavet i praksis.

 KFC's majsensilage i tørre tal:

Sort

Crescendo

Vernal

Loft

Sletdato

17. september

30. september

3. oktober

Udbytte (FE/ha)

10.700

12.400

11.600

Tørstof (%)

33,0

37,1

36,2

Stivelse (% i tørstof)

35,6

33,7

35,7

Kg tørstof/FE

1,06

1,08

1,08

Sporer/g tørstof

< 200

< 200

< 200

 

 

 

 

Silohøjde (m)

3,2

3,0

3,0

Kg ensilage/m3

926

828

781

Kg tørstof/m3

305

307

283

FE/m3

288

284

262

 


Flere oplysninger: Peter Trier, tlf.: 4027 5008