Nye bevillinger på 1.2 mio. kr. til KFC

 

KFC har for nyligt fået tilsagn om to meget væsentlige bevillinger til investering i vores fortsatte udvikling. Foreningen Plan-Danmark har bevilget 700.000 kr. og Nordea Danmark Fonden har bevilget 500.000 kr.Det er lykkedes at skabe et moderne, høj-teknologisk center til at gennemføre kvægforskning. Årsagen til at KFC alligevel har ansøgt disse fonde om støtte er bl.a., at anlægsbudgettet ikke rakte til alt det nødvendige forsøgsudstyr. Efter indkøring og en meget høj udnyttelsesgrad til forsøg har det desuden vist sig, at der er behov for yderligere tekniske installationer for at opnå en optimal anvendelse af det nye anlæg.

 

I ansøgningen beskrev vi følgende 5 ønsker til investeringer:

·        Elektroniske foderstationer til ungdyrstalden.
Formålet med at indkøbe yderligere 12 foderstationer til ungdyrstalden er at øge kapaciteten og styrken ved forsøg med slagtekalve/ungtyre. Da det er væsentligt for kalvenes sundhed og for kvægbrugets image at reducere forekomsten af leverbylder hos slagtekalve og ungtyre, er det højt prioriteret på KFC at gennemføre forsøg, der kan anvise veje til at reducere forekomsten af dette problemkompleks.

·        Kraftfoderautomater til køer.
I to af de igangværende projekter med malkekøer er foderskift et væsentligt element af de fodringsstrategier, der sammenlignes. Til disse forsøg er der ønske om at variere kraftfodertildelingen til de enkelte køer. Dette forventer vi, at gøre med kraftfoderautomaterne i robotterne, men dette kræver investering i tømningsudstyr.

·        Vandtrug med elektronisk registrering.
Helt fra planlægningen af centret har der været et ønske om udstyr til automatisk registrering af vandoptagelse for individuelle dyr. Der blev imidlertid kun indkøbt to stationer til formålet, hvilket ikke er tilstrækkeligt.

·        Elektroniske vægte til ungdyr.
Ungdyrene kan kun vejes manuelt i modsætning til malkekøerne, der vejes automatisk hver gang, de besøger malkerobotterne. For at få hyppigere registreringer vil det være ønskeligt med automatisk registrering.

·        Elektroniske foderstationer i kostalden.
Ekstra foderstationer vil øge kapaciteten og ikke mindst fleksibiliteten i kostalden.

På nuværende tidspunkt er vi i gang med at installere de 12 foderstationer i ungdyrstalden. Hvad der skal prioriteres derudover diskuteres i løbet af de nærmeste måneder med KFC’s brugere.

Vi sender en stor tak til de to fonde, Foreningen Plan-Danmark og Nordea Danmark Fonden.