Råmælk til beskyttelse af følsomme tarme

 

September 2008

 

Køerne på Kvægbrugets Forsøgscenter skal nu bidrage til produktion af råmælk med specifikke antistoffer mod en bestemt type bakterier (Clostridier), der forårsager tarmbetændelse. Det er en del af et større projekt, som undersøger, hvordan råmælk kan beskytte mod alvorlige tarmsygdomme især hos nyfødte børn og grise.

 

 

Råmælk har en beskyttende effekt over for udvikling af en alvorlig tarmsygdom (nekrotiserende enterokolitis), som kan ramme svage nyfødte dyr og mennesker. Det har forsøg med for tidligt fødte grise vist. Et nyt ph.d.-projekt skal nu se nærmere på, hvad der ligger bag denne beskyttende effekt.

 

Målet er at kunne forbedre de råmælks-produkter, som bruges til behandling af mave-tarm problemer hos både dyr og mennesker samt at give mere viden om sygdomsmekanismerne, som udvikler tarmsygdommen ”nekrotiserende enterokolitis”. Projektet bidrager også med viden om effekten af en målrettet immunisering mod tarmbakterier i nyfødte dyr - herunder kalve.

 

 

 

Køernes råmælk undersøges for dens beskyttende virkning mod mave-tarm lidelser. 

 

Køer og kvier immuniseres med vaccine

I projektet er der brug for råmælk med et højt indhold af specifikke antistoffer mod Clostridier. Derfor bliver nogle af de drægtige kvier på Kvægbrugets Forsøgscenter immuniseret med en vaccine, der indeholder clostridie-celler og clostridie-toxoider. Ved at gentage vaccinationerne gennem et par måneder, vil køerne opbygge antistoffer mod disse vaccineantigener, og råmælken ved kalvens fødsel vil indeholde forhøjede niveauer af disse antistofaktiviteter.

 

Projektet udføres som et ph.d-projekt på Veterinærinstituttet (DTU). Det er en del af et større projekt, som omfatter studier af koloniseringen af tarmen og af effekten af pro- og præbiotika i forbindelse med tarmkomplikationer hos mennesker.

 

 

 

Gentagne vaccinationer bevirker, at koens råmælk indeholder de ønskede antistoffer ved kælvning.

Undersøgelsen finansieres af Det Strategiske Forskningsråd samt Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

 

Læs mere om forsøget her

 

 

 

Flere oplysninger

 

Peter Heegaard,

Veterinærinstituttet, DTU

 

E-mail: PMHH@vet.dtu.dk