Køerne på KFC får karakter for måden de går på

5. marts 2002

locomotion.jpg (20338 byte)I moderne løsdriftsstalde er det vigtigt, at køerne har et godt bevægeapparat, fordi de skal gå til malkning og foderbord. Også rent socialt er god bevægelse medvirkende til at koen finder sin plads i gruppen.

Et forsøg på KFC har til formål at klarlægge køers bevægelse og gang udfra en engelsk skala – en såkaldt "Locomotion-skala". Skalaen har i en årrække været brugt til at vurdere bevægelsesmønsteret på engelske køer, mens den ikke tidligere har været brugt i Danmark.

Det engelske ord locomotion, som betyder bevægelse, er blevet hverdagsord på KFC, hvor vi en gang om måneden vurderer 50 køer og giver dem karakter for bevægelse.

Skalaen går fra et til ni, hvor karakteren et er dårligst og ni den absolutte top karakterer. Med i bedømmelsen er en vurdering af bevægelse, gangens regelmæssighed og skridtlængde.

På KFC er gruppen af køer der "locomotion scores" sat sammen af Jersey, RDM og SDM og de fleste dyr i ligger på en middelkarakter.

Efter et år med månedlig "locomotion scoring" skal de indsamlede data danne grundlag for en vurdering og sammenligning af bevægelse mellem racerne og mellem de forskellige linier indenfor racerne.

Flere oplysninger: Jane.Eriksen@agrsci.dk