Så rejser de røde køer fra KFC

December 2007

 

 

Efter 7 år med et trefarvet KFC, er det nu slut. De røde køer er på vej ud, og fra 2008 vil der kun være SDM og Jersey i vores besætning. Det totale antal dyr vil fortsat være det samme, med en fordeling der hedder 110 SDM og 40 Jersey.

 

De røde køer på KFC er på vej ud …

...og fra en gang i 2008 vil der kun være SDM og Jersey.

 

 

Beslutningen om at sætte de røde køer ud er blandt andet taget på baggrund af forskernes ønsker om at kunne udføre større forsøg på en mere ens gruppe af køer, hvilket en opdeling på kun to racer vil bidrage til.

 

Endvidere er det besluttet herefter at avle efter det nationale S-indeks, og dermed gå bort fra den tidligere selektionsstrategi med to genetiske linier, hvoraf den ene er selekteret for høj ydelse (Y-linien) og den anden er selekteret for gode reproduktions- og sundhedsegenskaber (SR-linien).

 

For de fleste egenskaber er det lykkedes at skabe to genetisk forskellige grupper af køer, hvor Y-linien har ca. 10 % højere ydelse og SR-linien har tendens til bedre reproduktions- og sundhedsegenskaber. Der har været problemer med at få sæd fra tyre med høje SR-indekser. Det skyldes, at disse er relativt gamle, før de kan udvælges til denne linie, idet de først skal have et indeks for holdbarhed. En del tyre med høj SR-indeks har et så lavt Y-indeks, at sæden er smidt ud. Der er ikke interesse for at anvende sådanne tyre i praksis.

 

Vi vil derfor anvende S-indekset som selektionskriterium, når vi i fremtiden vælger tyre. Der vil dog være nogle restriktioner med hensyn til indavl og krav til minimumsindeks for egenskaber, der er af stor vigtighed i KFC besætningen (yver, lemmer og temperament).

 

Da vi i fremtiden kun vil have to racer vil døtregrupperne pr. tyr øges fra ca. 10 til ca. 15. For at opnå den ønskede besætningsstørrelse vil der i en overgangsperiode blive indkøbt SDM køer og kvier fortrinsvis efter nogle tyre, som opfylder de krav, der sættes i den nye avlsstrategi. De fleste RDM køer er solgt til levebrug og producerer nu til de nye ejeres store tilfredshed. Der er dog fortsat en del RDM-kvier, som KFC gerne bytter med SDM køer eller kvier – henvendelse 8999 1310.

 

Flere oplysninger:

 

Elise Norberg

Tlf: 8999 1339

E-mail: Elise.Norberg@agrsci.dk