Få en kvægbrugsforsker ud til foredrag

 

September 2003

 

Nyt foredragskatalog på internettet giver kvægbrugere mulighed for at få den sidste nye faglige viden serveret af kvægforskere og -eksperter i det lokale forsamlingshus.

 

Med et elektronisk foredragskatalog tilbyder tre af den danske kvægbranches fremtrædende aktører nu landmænd og rådgivere at få direkte andel i den nyeste viden på området – gennem møder med eksperter og forskere i det nærmeste forsamlingshus.

 

Bag initiativet står Danmarks Jordbrugsforskning, Dansk Kvæg og Kvægbrugets Forsøgscenter, og hensigten er at møde kvægbrugerne på deres hjemmebane med viden, som de kan gå direkte tilbage i staldene og bruge.

 

Til gavn for begge parter

Vi forudser, at mødet mellem eksperter og brugere vil blive til gavn for begge parter.

Landmænd og rådgivere kan blive opdateret på nøjagtigt de områder, de har behov for. Og eksperterne vil få en fornemmelse af, hvad der rører sig ”ude i samfundet”. De vil vende hjem med nye spørgsmål og inspiration til deres videre arbejde.

Foredragskataloget udbyder til en begyndelse cirka 35 forskellige foredrag, fordelt på kategorierne avl, adfærd & velvære, fodring, slagtekalve & kødkvæg, sundhed, økologi og økonomi & politik.

Blandt foredragstitlerne kan nævnes ”Avlsværdivurde-ring hos malkekvæg”, ”Fodring med majsensilage”, ”Valg af produktionssystem til kødkvæg”, ” Harmoni på en økologisk malkekvægsbedrift” og ” EU-reformen og dens økonomiske konsekvenser for mælkeproducenterne”.

 

Løbende opdatering

Foredragskatalogets indhold kan ændre sig løbende. Det er netop en af fordelene ved den elektroniske form.

Foredragskataloget opdateres af Dansk Kvæg, og det er led i et større, direkte vidensformidlingsprojekt, koordineret af Kvægbrugets Forsøgscenter. Projektet tilbyder også kvægfaglige kurser, artikler m.m., og hele viften af tilbud til landmænd og rådgivere kan findes på www.kvaegforskning.dk/. Her er der også et direkte link til foredragskataloget.

 

Yderligere oplysninger: Jens Christian Flye, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.

 

Tlf. 8740 5260, e-mail: mailto:jcf@landscentret.dk.