Spændende symposium om AMS i Holland 24.–26. marts

 

Den nye teknologi med automatisk malkning (AMS), der tog sin spæde begyndelse fortrinsvis i Holland i midten af halvfemserne, anvendes nu på 2200 kvægbrug rundt om i verden, hvoraf de 2000 kvægbrug er i Europa. Godt 300 af disse kvægbrug ligger i Danmark. Dette betyder, at Danmark med AMS på ca. 5% af bedrifterne har den mest udbredte anvendelse af AMS i hele verden. Og det er også her der investeres i flest nye robotter i forhold til antallet af besætninger.

 

Det internationale symposium om AMS blev afholdt som afslutning på et EU-projekt omkring AMS. I projektet indgik 6 delområder med betydning for udbredelsen og brugen af AMS. De 6 områder var:

·         Motivation til at købe AMS

·         Social og økonomisk tilpasning på gårdniveau

·         Forbruger- og samfundsaccept af AMS

·         Malkehygiejne og mælkekvalitet

·         Køernes sundhed og velfærd

·         Management, herunder afgræsning og behov for styringsredskaber

 

 

Rapporter vedr. resultater fra de enkelte områder findes på projektets hjemmeside www.automaticmilking.nl.

 

 

Et af de første indlæg på symposiet fokuserede på kvægbrugernes bevæggrunde til at købe AMS. Det var typisk andre årsager end økonomien, der havde vægtet, idet AMS fortsat har svært ved at være konkurrencedygtig prismæssigt.

 

En anden afgørende faktor for at AMS kan vinde større udbredelse er, at mælkekvaliteten kan holdes på et tilfredsstillende niveau, uden at der er en malker til stede. Hele ideen med AMS er baseret på, at der malkes i døgndrift, uden at der hele tiden er personer til stede. En vigtig del af EU-projektet var derfor at få defineret, hvornår mælk er unormal og derfor skal kasseres. Denne del af projektet har Morten Dam Rasmussen, Danmarks JordbrugsForskning stået for. I forhold til for 4 år siden, hvor et tilsvarende møde blev holdt er der kommet bedre styr på måling af mælkens kvalitet ligesom robustheden i selve robotterne er blevet væsentligt forbedret, så der kan opnås flere og en større andel af komplette malkninger.