Ammoniakfordampning – FarmTest – Kvæg nr. 21 – 2004

 

April 2004

 

 

Ammoniakfordampningen på KFC ligger på et relativt lavt niveau i FarmTesten, mens der generelt er stor forskel på ammoniakemissionen i forskellige kostalde. Det lave niveau skyldes formentlig den hyppige udmugning. Læs mere om FarmTesten og målingerne på KFC.

 

Ammoniakfordampning - FarmTest

KFC har deltaget i en FarmTest vedrørende ’Emission af ammoniak og drivhusgasser fra naturligt ventilerede kostalde’ foretaget af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Byggeri og Teknik. Undersøgelsen omfatter 9 kostalde med forskellige indretninger og gødningssystemer og hvor køerne er på stald hele året.

 

Baggrund

Emission er udtryk for, hvor meget af en undersøgt gasart der forsvinder via ventilation. Ifølge normtal tabes ca. 8-10% af det udskilte kvælstof ved emission fra løsdriftsstalde.

 

Der har igennem de seneste år været en skærpet interesse for at nedbringe emission af ammoniak fra dansk landbrug, fordi nedfald af ammoniak i følsomme naturområder som heder og moser kan betyde, at sjældne nøjsomhedsplanter forsvinder. Gasarterne metan og lattergas som dannes i køernes vom og i gyllen, kan fungere som skadelige drivhusgasser. Derfor er der også stigende interesse for at begrænse emissionen af disse gasser.

 

Der er gennemført en del forskning og produktudvikling med henblik på at frembringe tekniske løsninger, som bidrager til at nedbringe emissionen. Det er blandt andet de nye præfabrikerede, drænede gulve med tilhørende skrabere, specielle ajlerender samt forsuringsanlæg.

 

FarmTesten blev gennemført for at fremskaffe et datagrundlag vedrørende emissionen af ammoniak og drivhusgasser fra nyere, naturligt ventilerede kvægstalde. I det følgende beskrives enkelte resultater. Hele rapporten kan læses på http://www.lr.dk/bygningerogmaskiner/informationsserier/farmtest/FT_KVA_021_nye_maalinger.pdf

 

 

Resultater

Staldene kan inddeles i tre grupper. Første gruppe består af stalde med fast gulv, anden gruppe af stalde med spaltegulv og gyllekanal (hertil hører KFC) og endelig tredje gruppe af stalde med spaltegulv og ringkanal. Ens for de målte stalde var, at malkekøerne ikke var på græs i sommerhalvåret.

 

De højeste emissioner blev målt for staldene med henholdsvis pladsstøbt betongulv og deltaskraber samt spalter og bagskyl. Stalde med præfabrikerede drænede gulve samt stalde med ringkanalanlæg og syretilsætning havde de laveste ammoniakemissioner.

 

Temperaturforholdene havde ligeledes en afgørende betydning for ammoniakemissionen. Eksempelvis blev der i stalden med fast gulv og bagskyl fundet fem til seks gange højere værdier for emission ved en staldtemperatur på 23°C i forhold til en staldtemperatur på 8°C. Dette svarer godt til de forventede værdier ud fra tidligere undersøgelser.

 

For KFC blev noteret:

Spaltegulv med 40 cm gyllekanal, der skrabes med et linespilsanlæg. Der er foretaget én måling i henholdsvis kold og varm periode. Ammoniakemissionen ligger på et relativt lavt niveau sandsynligvis som følge af den hyppige udmugning, og emissionen er begrænset temperaturafhængig.

 

Undersøgelsen har vist, at ammoniak emissionen er meget temperaturafhængig, men ligeledes afhængig af staldens indretning og gødningssystem. Der bør foretages målinger i flere stalde med samme gødningssystem for at få et billede af den variation i emissionen, der kan skyldes forskelle i fodring og management. Endvidere vil kontinuerte målinger over længere tid i samme stald være medvirkende til at give et billede af variationen i emissionen over året. Hvis gentagne målinger viser store forskelle i emission ved forskellige gulvtyper, vil der være behov for revision af normtal for husdyrgødning.